Når grimt er in

Post betyder efter, og postmodernismen er således design og arkitektur, der følger efter modernismen.

Postmodernisme

Postmodernismen brød ud i 1970erne og havde sin storhedstid i 1980erne. Postmoderne designere, kunsthåndværkere og arkitekter reagerede imod modernismens afskrællede og neutrale formsprog og satte spørgsmålstegn ved historiens store sociale utopier, hvor design fungerer som en drivkraft i udviklingen af et ligeværdigt og demokratisk samfund.

Memphis

Med den italienske designgruppe Memphis fra Milano i spidsen kritiseredes funktionalismens rene og lyse design som smagsdiktatur, og fra at have opfyldt den traditionelle designopgave som anvendt kunst, præsenterede man en stærk visuel formgivning mættet med symbolik, farver og iscenesættelse. De postmoderne arkitekter og designere opdyrkede bevidst den “dårlige smag”, som modernisterne prøvede at bekæmpe.

En ny æra

Postmodernisterne genopdyrkede den historiske erfaring ved at gøre brug af stilcitater fra tidligere historiske perioder og fra massekulturen – det, som kunstteoretikeren Mario Perniola har kaldt neo-eklekticisme. I postmodernismen frisættes kreativitetens irrationelle og anarkistiske elementer. Postmodernismen inden for design og arkitektur udgør en anti-utopisk æstetik, affødt af globalisering, informationssamfund og merkantilisering. I den postmoderne billedkunst dekonstrueres værkets helstøbthed bevidst gennem indre selvmodsigelser ud fra den overbevisning, at alt er set før; selve skabelsen af betydning i kunsten sættes derved til debat.

Eksempler

Memphis Group

Legesyge italienere

En af de mest besynderlige, men måske også mest interessante design-grupper i det 20. århundrede. Memphis Gruppen.

Opsigtvækkende design

Møbler og design i 1950erne og 60erne havde været lækkert, eksklusivt, af naturlige materialer som træ og læder og snedker-fremstillet. 1970erne bød på flere farver, plastik, muslingeskaller og ølkasser. 1980erne brød med tidligere tider. Stålrør, neonrør og læder var én tendens. Minimalistisk, koldt og maskulint. Og så var der italienerne!!

Opstanden

Det startede i Milano. I 1980. Manden bag var Ettore Sottsass 1917-2007. Han var italiensk de-signer og arkitekt og måske især kendt for den orange-røde skrive-maskine Valentine fra 1969, de-signet for Olivetti. Han var født i Innsbruck i Østrig, vokset op i Milano, uddannet i Torino og tjente under 2. verdenskrig i den italienske hær, hvor han tilbragte adskillige år i koncentrationslejr i det tidligere Yugoslavien.

I 1981 mødtes Ettore Sottsass med andre, internationale arkitekter og designere til en festlig aften og nat med godt med alkohol og Bob Dylans ‘Stuck Inside of Mobile With the Memphis Blues Again’. Sangen gav navnet til deres nye designsammenslutning: The Memphis Group.

Alessendro Mendini

Alessandro Mendini + Peter Halley collaborate at mary boone gallery, nyc

The architect

Alessandro Mendini is an architect, designer and artist, born in Milan in 1931. He graduated in Architecture in 1959, and his first place of employment was Studio Nizzoli Associati.

The breakthrough

In 1970 he abandoned architectural design to focus on journalism, specializing, naturally, in architecture and design. He was editor of Casabella from 1970 to 1976, and the following year he founded Modo, which he led until 1979. That same year, Giò Ponti made him editor of Domus, and he held this position until 1985. 25 years later, in March 2010, he resumed his editorship of the magazine for a short period.

Impactment

In the seventies, Mendini participated in many of the radical design experiences arising at the time. In 1973 he was one of the founding members of Global Tools, a group that was part of the anti-design movement, strongly opposed to tradition. In 1979 he joined Studio Alchimia, which aimed to create objects with references to popular culture and kitsch, outside the bounds of industrial production, and of their own functionality. Together with his brother Francesco, in 1989 he opened Atelier Mendini in Milan, creating objects, furniture, spaces, paintings, installations and architecture.

Poul Gernes

Dansk postmodernist

Mange forbinder især Poul Gernes (1925- 1996) med hans store, offentlige udsmykningsopgaver som Palads-biografen i København og Herlev Hospital.

Et dansk ikon

For nogle står han i dag som en cool og farvestrålende, optimistisk designer, mens andre betragter ham som en konfrontatorisk, inkarneret kritiker af kapitalismen, men også banebrydende for en ny opfattelse af kunsten og kunstnerens rolle i samfundet.

Den oversete sociale Gernes

Thybo Andersen samarbejdede med Gernes i 1960’erne som en del af det banebrydende kunstnerkollektiv Eks-skolen, som Gernes startede i 1961. Den eksperimenterende kunstskole skulle være et alternativ til det stivnede kunstakademi og var et sandt arnested for nye kunstformer igennem den intense 1960’er-periode. Denne “eksperimenterende periode” i Gernes’ virke har i de seneste år været genstand for en stigende kunsthistorisk opmærksomhed, både i ind- og udland, med Louisianas udstilling i år som et markant eksempel. Som Thybo Andersen konstaterer, er den efterfølgende “sociale periode” fra 1970 og frem mere ubeskrevet, selvom den i både omfang og originalitet er væsentlig. Her forlod Gernes stort set den traditionelle kunstscene og helligede sig arbejdet med farvesætning og udsmykning af bygninger landet over.

Typografi

Lovløs brug af skrift

Postmodernisme giver kunstnere og designere frit løb på typografi. Typografien indenfor den postmodernistiske kunst har ingen faste rammer. Alt er tilladt. Der sammensættes frit skrifttyper fra tidligere stilarter og citater tages ud af deres oprindelige sammenhæng og sættes ind i en ny kontekst.

Bemærkelsesværdig sammensætning

Det ser rodet og ubevidst ud, men postmoderne kunst tillader det.

Typisk benytter de postmoderne kunstnerne sig af skriftyperne Arial og Helvetica, men skaber et nyt look til skrifttyperne ved at rykke rundt på bogstav- erne så de står forskudt eller give dem et grunge look. Også sammansat med andre skrifter og størrelser.

Breaking the rules

Hæmningerne slippes løst...

Komposition og Farver

Stærke og markante farver

Postmoderne kunst byder generelt på skrigende og stærke farver.

Kunstnerne af den postmoderne periode gjorte det som andre normalt ikke ville gøre; at sammensætte farver der ikke er harmoniske med hinanden. Men alligevel formår de at bryde igennem med designet.

Svage farver bruges også

Man skal ikke nødvendigvis bruge stærke og kontrastfulde farver for at kunne kalde sig selv en postmoderne kunstner/designer. Svage farver med en eller to enkle stærke farver er også kendetegnet ved postmodernisme. Man kan sammensætte nogle typografier og fritlagte elementer, der giver indtrykket af at bryde med modernismen.

Columbine go home

Det karakteriske ved postmoderne kunst/design er som nævnt stærke farver i vilde sammensætninger. Det vilde måde at sammensætte farver, blev opfattet som rebelsk og som et brug på den moderne kunst. Det faldt trods alt i folks smag.

Vilde farver, men enkel design

Ekstra

Postmodernisme var en reaktion mod modernismen. Modernismen var generelt baseret på idealisme og en utopisk vision om menneskeliv og samfund og en tro på fremskridt.

Det antogs, at visse ultimative universelle principper eller sandheder, som dem formuleret af religion eller videnskab, kunne bruges til at forstå eller forklare virkeligheden. Modernistiske kunstnere eksperimenterede med form, teknik og processer frem for at fokusere på emner, idet de troede, at de kunne finde en måde at udelukkende afspejle den moderne verden på.